Prasonisi Rhodos

Prasonisi

Afhængig af årstiden og vejret, så er Prasonisi enten en ø eller en halvø på sydspidsen af Rhodos. Fra Rhodos by er det en tur på 90 km, hvilket klares på ca. 1,5 time i bil. Den sidste del af turen er dårlig skiltet, men belønningen er stor, når man kommer frem og kan se udover stranden og Prasonisi.

Det er overvejende om sommeren, at Prasonisi hænger sammen med Rhodos. Når vandet er tilpas lavt, kommer der en sandbanke frem mellem de to øer – og så er det muligt at gå frem og tilbage. Prasonisi betyder ”grøn ø” på græsk, og øen er da også ret frodig. På Rhodos siden udgøres området af en kæmpestor sandstrand formet som en trekant (se kortet længere nede).

Med Avis er det nemt at leje en bil, så kan I let besøge Prasonisi og andre attraktioner.

Prasonisi strand

Udover den spektakulære natur, så springer det hurtigt i øjnene, at vandet og himlen er fyldt med mange farverige sejl. Det er windsurferne og kitesurferne, der udnytter de meget gunstige vindforhold her på sydkysten af Rhodos. En næsten konstant vind blæser året rundt, og gør Prasonisi til et paradis for surfere. På de tre surfingskoler er det muligt at leje udstyr og modtage undervisning i sommerhalvåret.

Prasonisi

Stranden besøges også af mange turister, som blot vil opleve den flotte natur med Det Ægæiske Hav på den ene side og Middelhavet på den anden. Mod Middelhavet er vandet mest roligt, og her er det muligt at leje solsenge og parasoller. Der er også flere restauranter og et lille supermarked bagerst på stranden.

Prasonisi restaurant

De mange gæster har desværre sat sit præg på stranden. Den fredede skildpadde Caretta caretta, som kun har få ynglesteder tilbage, ynglede tidligere flittigt på Prasonisi. Det sker sjældnere nu, men frivillige naturhjælpere holder øje med skildpadderne og markerer med et bånd, hvis der er æg i sandet. Så hjælp dem med at passe på skildpadderne.

Prasonisi er en kæmpe naturoplevelse, og i manges øjne den næstbedste strand på Rhodos. Kun overgået af Tsambika på østkysten.

Prasonisi kort
Kortet viser tydeligt den store trekantede strand og øen Prasonisi mod syd. Mod nordvest ligger Det Ægæiske Hav, mens det er Middelhavet mod sydøst.