• Rhodos by

  • Rhodos by

  • Elli beach

  • Elli beach

  • Kasino

  • Rhodos by

  • Rhodos by

  • Rhodos by

  • Windy beach

Rhodos by

Rhodos by er hovedstaden på Rhodos. Med sine 60.000 indbyggere huser byen næsten halvdelen af øens 130.000 indbyggere. Afstanden til den internationale lufthavn er 15 km.

Byen har undergået en modernisering de senere år, og fremstår som en af de mest alsidige byer i Middelhavet. I den nye bydel er mange shoppingmuligheder, gode restauranter, flotte strande og et pulserende natteliv.

Stormesterens palads

Stormesterens palads

Den gamle bydel er den største beboede by fra middelalderen, og den er optaget på Unesco’s liste over verdens kulturarv. En utrolig interessant og velholdt middelalderby, der er bygget op omkring Stormesterens palads og Riddergaden (Ippoton).

Som ferieby har Rhodos by et godt udvalg af hoteller. Det bedste familiehotel i Rhodos by er Mitsis Grand Hotel. Hotellet har et indbydende poolområde med børnepool, mulighed for all inclusive – og så ligger det tæt på både strand og centrum.

Elli beach

Strande i Rhodos by
Den nordlige del af Rhodos by har flotte strande på begge sider. Alle strandene er dækket af grus, og flere steder er der småsten i vandkanten.

Den mest besøgte strand er Elli Beach på østsiden af byen. En rigtig bystrand med restauranter, trendy lounge barer og vandsportsaktiviteter. Ude i vandet ligger et udspringstårn, som er meget populært blandt de unge. Vandet er ikke specielt lavt, men det er den mest børnevenlige af strandene ved Rhodos by.

På byens vestlige side ligger Windy Beach. Som navnet antyder, er der ofte en del vind, hvilket kan give bølger og understrømme. Til gengæld er her bedre plads, og der er mange restauranter og caféer tæt på stranden. Især den sydlige del af stranden (parallelt med vejen Akti Kanari) er rigtig flot.

Akti Kanari strand

Akti Kanari strand

Restauranter og natteliv
Rhodos by tilbyder et væld af restauranter og caféer i alle stilretninger og prisklasser. To af de bedste restauranter med græsk-inspireret mad er Tamam og Kerasma, der begge får utroligt gode anmeldelser fra gæsterne. En af de bedste med et internationalt menukort er Wonder.

Nattelivet er blandt noget af det bedste det græske øhav har at byde på. Især i den nye bydel er der mange barer, diskoteker og natklubber. Mange af dem ligger i området omkring bargaden Orfanidou Street, herunder det populære diskotek Colorado Club. Den største og mest kendte natklub er Paradiso Beach Club i udkanten af Rhodos by. Det er en open-air natklub med plads til 4.500 gæster!

Gamle bydel smal gade

Aktiviteter og seværdigheder
Den største seværdighed i Rhodos by er uden tvivl den gamle bydel. Bag den 4 km lange bymur ligger en af Europas bedst bevarede middelalderbyer. Byen er som en labyrint af smalle gader og stræder med flotte bygninger, maleriske pladser, tavernaer og små butikker. Hovedattraktionen er Stormesterens palads fra 1300-tallet, som er åbent for publikum.

Rhodos by shoppinggade

Shopping er bedst i den nye bydel omkring Cypernpladsen (Platia Kyprou), for eksempel i gaderne Ethnarchou Makario og Gallias. Her ligger mange af de store internationale tøjkæder samt butikker, hvor det er muligt at købe kendte designerlabels. I den gamle bydel er Sokrates den største shoppinggade, og her er der en blanding af almindelige butikker og souvenirbutikker.

Overvejer I at leje en bil? Avis har kontorer 7 steder på Rhodos, også i Rhodos by – læs mere.

Rhodos by kort