Om os

Mit navn er Allan Christensen, og jeg er den glade grundlægger af www.rhodos-ferie.dk. Websitet opdateres løbende med nyt indhold, og rent administrativt sker det via min lille enkeltmandsvirksomhed WebSights.

Allan ChristensenSom barn var jeg på Rhodos med mine forældre, så med lidt god vilje kan man sige, at min kærlighed til Rhodos startede allerede dengang. Sandheden er dog, at jeg ikke var særlig gammel, og derfor ikke husker ret meget fra rejsen. Jeg kan dog huske, at vi boede ved en stenstrand, så et kvalificeret gæt er, at vi enten boede i Ialyssos eller Ixia. De var blandt de første feriebyer på Rhodos, mens flere af de nu kendte feriebyer først kom til senere.

Som voksen har altid haft en forkærlighed for øer med en mangfoldig natur, historiske steder, interessante landsbyer og flotte naturstrande – og samtidig af en overskuelig størrelse. Rhodos opfylder alle kriterierne, og derfor har jeg nu været på Rhodos utallige gange – og jeg får aldrig nok af denne vidunderlige ø. De seneste gange har jeg boet i Rhodos by, som har en vidunderlig gammel bydel og mange gode restauranter.

På Rhodos kan jeg besøge interessante landsbyer som Koskinou, Siana eller naturligvis den historiske og billedskønne Lindos. Eller jeg kan besøge den højest beliggende landsby, Embonas. Alene turen dertil, gennem grønne og frodige bjergskråninger, er det hele værd.

Jeg er også fascineret af naturstrande, og Prasonisi på sydspidsen af Rhodos er noget helt særligt. Her mødes Middelhavet og Det Ægæiske Hav. Når det er lavvande, fremkommer der en sandbanke, som forbinder fastlandet med en lille ø foran kysten. Et paradis for naturelskere, og det er naturstranden Tsambika også. I området omkring Tsambika er der i øvrigt mulighed for nogle rigtig gode vandreture.

Hver gang jeg besøger Rhodos prøver jeg at opleve noget nyt, og jeg elsker at dele det her på websitet. Mit mål er at skabe en troværdig og personlig rejseguide, der kan hjælpe andre med at få den bedst mulige ferie på Rhodos. Jeg har også lavet nogle anbefalinger til hvor henholdsvis børnefamilier og voksne par kan bo.

På mine ture tager jeg mange fotos. Næsten alle fotos og alle videoklip på websitet er taget af mig. Hvis du er nysgerrig på det, så havde jeg følgende ret basale fotoudstyr med på min seneste tur til Rhodos:

  • Kamera: Canon 6D
  • Videokamera: DJI Pocket 2
  • Drone: DJI Mini 3

Du er meget velkommen til at tage kontakt til mig. Det kan være du har en god idé til nyt indhold, kommentarer eller spørgsmål. Jeg er altid klar til en dialog om Rhodos.

Faliraki restaurant
Restaurant i Faliraki
Tsambika
Tsambika strand
Back to top button