Haraki

Haraki

Haraki ligger på østkysten af Rhodos, ca. 36 kilometer syd for Rhodos by. For de som lejer en bil i Rhodos lufthavn tager turen ca. 45 minutter.

Fiskerlandsbyen Haraki er en charmerende og forholdsvis stille lille by, der ligger smukt placeret inde i en bugt. Et fantastisk sted for de, som søger en rolig og afslappet ferie i smukke omgivelser.
Der er nogle få butikker i Haraki, herunder et supermarked. Sammen med restauranterne er her alt hvad man behøver på ferien.

Haraki by

De fleste turister bor i privatudlejede ferielejligheder, men der er også nogle små hoteller. Det største er det 3- stjernede Alia Luxury Suites, og det har 20 hotellejligheder. Hotellet har restaurant, swimmingpool og får gode anmeldelser af sine gæster.

Haraki Rhodos

Stranden i Haraki
Haraki har en dejlig strand med en fantastisk udsigt til de små fiskerbåde, vandet og bjergene. Stranden er dækket med en blanding af sand, grus og småsten. Vandet er krystalklart og bugten er dejlig at svømme og snorkle i.

Atmosfæren på stranden er dejlig fredfyldt, og der er normalt god plads på de opstillede solsenge. Der er også brusere og toiletter, men ingen former for vandsport.

Haraki restaurant

Restauranter og natteliv
De fleste af Harakis restauranter ligger langs strandpromenaden. Her serveres der primært traditionel græsk mad og fiskeretter tilberedt af nyfangede fisk. Herligt!

Nattelivet er meget stille, men om aftenen mødes man over en cocktail eller lignende på en af byens få barer.

Haraki by Rhodos

Aktiviteter og seværdigheder
Nogle hundrede meter nordøst for Haraki ligger resterne af borgen Feraklos. Det er en dejlig vandretur at gå derop.

Lidt længere væk i samme retning ligger den fantastiske sandstrand Agathi, der med sit lave vand er meget børnevenlig. Der ligger også flere strandcaféer ligesom der er mulighed for forskellige typer vandsport.

De som lejer en bil kan på et kvarters tid køre til Rhodos flotteste strand, Tsambika. Samme korte køretur er der til Lindos, der frister med sin historiske bydel og resterne af det imponerende fæstningsværk Akropolis.

Haraki kort
Kortet viser tydeligt, at den lille ferieby Haraki ligger godt beskyttet inde i en sydvendt bugt.